Drengen og Hejren


19-02-2024

Jeg elsker stort set alle Studio Ghiblis film, og har aldrig haft lejlighed til at se dem i biografen, så da Hayao Miyazaki lige fik endnu en film ud, selv om han havde annonceret sig pensioneret, så var det en kærkommen lejlighed til at komme afsted.

Filmen handler om drengen Mahito, der mister sin mor i en hospitalsbrand og kort tid efter flytter på landet med sin far, der nu er sammen med morens søster. En mystisk hejre nævner morens navn og leder drengens nysgerrighed imod et stort tårn, der er opført kort derfra og så kan eventyret  begynde.

Filmen er smuk som de altid er, og det er dejligt, at se god gammeldags håndanimation i en tid, hvor altid ellers uden undtagelse er udført på computer. Selv om det er en god historie, så synes jeg alligevel det bliver lidt for Alice i Eventyrland-surrealistisk imod slutningen og der er et par andre af hans film, der står stærkere i min hukommelse. Men en smuk og sigende oplevelse, som jeg kun kan anbefale.